Rundt i havnene.
Først møder vi skarv, storskarv eller mellemskarv med den karakteristiske hvide kind og hvide plet på låret. Vi ser den også sidde og tørre sig med halvt udstrakte vinger på pælene.
 Så et par gråænder og ude i det store bassin en flok edderfugle. Det er de brune hunner med den aristokratiske næse. Den mere farvestrålende han med sort hvide farver og grøn nakke møder vi først senere ude på havet. Så får vi brug for ørene igen. |
Et kraftigt og skarpt " bli-bli-bli " annoncerer strandskaden med de klare sort hvide farver og det smukke, næsten selvlysende orange næb. Lidt svagere hører vi et blødere fløjtende
" dy-ly-ly-ly ". Det er en rødbenet lille spinkel vadefugl. Også viben kan vi høre. Den præsenterer sig selv med et " viiiip " og her i forårstiden kan vi høre brummelyde fra hannens vinger under parringsflugten |
Rovfugle
Som et lyn fra en klar himmel kommer pludselig en lille rovfugl i en bue henover buskene. Det er spurvehøgen, vores mindste høg. Når den flyver, er den let kendelig på sine runde vinger og den lange hale. Den flyver med en række vingetag, vekslende med glideflugt, men det når vi ikke at se i dag, fordi den er på jagt. Derfor flyver den lavt, sniger sig tæt over terræn og buske for at kunne overraske sit bytte, og det er slet ikke usædvanligt at den som i dag kommer så tæt på.
Ser man ind over markerne bag søerne, står der tit en tårnfalk og " muser " i luften. Den er også langhalet, men i modsætning til spurvehøgen er vingerne spidse, og farven mere rødlig. |
 Rørhøg |
Når den " muser" står den helt stille i luften og spejder efter bevægelse i græsset, med et efterfølgende styrtdyk mod en lille mus eller fugl, som har været uforsigtig. Samme jagtteknik ser vi hos musvågerne, som også er hyppige gæster i strandparken.
Når de flyver, ser vi, at vingerne er hævet, så de danner et V, mens de sejler rundt i luften. Hyppigst er vor hjemlige musvåge, men i træktiden ser vi også fjelvågen, der yngler længere nordpå. Den er som regel større end musvågen, og kendes på den lyse overgump, som man kan se, når den vender i luften. Vi er i træktiden, og kigger vi ind over rørskoven, kan vi være heldige at se rørhøg, der er på størrelse med musvågen. Den går lavt over rørene, Er ikke så kraftfuld i flugten som musvåge, man fornemmer at den " vakler " fra side til side.
|
Maj måned
Vi springer en måned frem og er nu i maj. Det betyder, at ternerne er kommet. Havternen er vel fra et designsynspunkt noget af det mest elegante, der er skabt fra naturens værksted. Med kløftet hale og blikket rettet nedad, kommer den elegant flyvende over vandet. Pludselig klapper vingerne sammen, og den forsvinder med et plop ned under vandet, for straks efter at komme op med en fisk i næbbet. 18.000 km har den fløjet på sin trækrute fra antarktisk, og nu er den her. Den er svær at skelne fra fjordternen, men der er nogle små forskelle. Kommer vi tæt på, kan vi se, at det røde næb hos fjordternen er sort helt ude på spidsen. I flugten ser man fjordternens mørke håndsvingfjer, mens blot bagkanten af ydervingen er mørk hos havternen, ligesom lyset skinner mere igennem ydervingen hos havternen.
|
Her i maj er mudderkliren en fast gæst. Vi ser den på søerne, og vi ser den på molernes sten. Mørk på oversiden, lys på undersiden, en lille vadefugl som flyver med stive mekaniske vingeslag.
Når den sætter sig "krøller" den med halen, og har tit løftet vingerne helt op og ned igen, straks den har sat sig. I modsætning til de fløjt som de fleste vadefugle udstøder, har mudderkliren et højfrekvent "tsiiiii-" Efter omkring en måned er mudderkliren væk igen, men vi genser den i september, på vej sydpå.
|
Nu møder vi på søerne også den ynglende klyde. Vores mest langbenede vadefugl, elegant i sorte og hvide farver og med smukt opadkrummet næb. Svalerne er kommet, den elegant flyvende landsvale med kløftet hale, bysvalen med hvid overgump, og i skrænterne ved broerne på søerne, digesvalen som har sine huller her i skrænterne. Digesvalen flyver ikke så elegant som de andre svaler, er brun på oversiden, og har et brunt bånd over brystet. Også mursejleren er en fast gæst her ved søerne. Langs sivkanterne kan vi nu se og høre gøg, her i det åbne land kan den ikke gemme sig og man bemærker ligheden med en lille rovfugl, tværstribet og langhalet, men ikke nær så kraftfuld i flugten, nærmest med lidt hængende vinger. |
|