Efterårstiden
Så skal vi frem til efterårstrækket for at se flere arter. I september kan vi være heldige at se bekkasin. Der er flere af slagsen, den vi har en chance for at se er dobbeltbekkasin, en lille brunlig vadefugl med et forbløffende langt næb. Ude over strandengene er der nu gul vipstjert, og i buskene ser vi grønirisk med den karakteristiske gule stribe ved vingekanten.
Lidt senere på året har solsorten fået selskab af sjaggeren som dels kendes på sin måde at flyve på, med en 5-6 vingetag efterfulgt af pause, dels på stemmen, hvor den præsenterer sig selv :" sjag-sjag-sjag ".
Endelig er isse og overgump grå, og i modsætning til solsorten er sjaggeren her i træktiden en flokfugl, |
og der sidder talrige ved siden af hinanden i træerne.
Ligeledes her om efteråret ser man ofte fuglekonge ved strandengene. Om sommeren gemmer den sig i de tætte skove, men her om efteråret er den til at få øje på i den lave strandeng. Vores mindste fugl, med en orange top, og på denne årstid ofte forbavsende tillidsfuld så man tit kan stå og iagttage den på et par meters afstand.
Her på overgang mellem efterår og vinter, begynder det ligesom ved forårstide at blive spændende igen.
Gåsetrækket, som
man også kan se om
foråret, er i fuld gang. 
|
Store kiler trækker over himlen.
Grågås, den største af vore gæs, kommer i store kiler, forreste del af vingen er lys, hvilket man kan se, lidt afhængig af belysningsforholdene.
Stemmen høres hele tiden, et nasalt "gak-gak-gak ".
Knortegås kommer også flyvende i kiler, den er mindre end grågåsen, har et hvidt "semikolon" på siden af den mørke hals, og her i landet en lys bug, lysbuget knortegås, mens den i andre dele af verden er mørkbuget. Stemmen er ikke så nasal, mere knurrende end grågåsen, og på afstand kan man se "blink", når alle fuglene med hvide maver vender samtidig. Også canadagås ses nu. Den er lidt større end grågås, har sort hoved og hals, med en velafgrænset hvid plet på kinden. I modsætning til de andre gæs er den ikke på træk, den er blot trukket ind fra kysterne, og vi kan regne med at se den hele vinteren.
|
Det er også nu under efterårstrækket, vi ser lidt flere typer ænder. Troldand har vi set sparsomt i sommerens løb. Det er en mørk and med karakteristiske hvide kropsider. Nu ser vi flokke på hundredvis af fugle ligge på søerne. Det er dykænder. Svømmeænderne, for eksempel gråand, kan nok stå på hovedet, med enden lige i vejret, men de dykker ikke helt nedunder vandoverfladen som dykanden. I silhuet er det let at kende de 2 slags ænder fra hinanden. Dykandens ryg fortsætter i en bue, som rammer vandoverfladen uden ansats til hale, mens svømmeændernes hale tydeligt opadstræbende bryder ryglinien. I det sene efterår og om vinteren har troldanden fået sin fætter bjerganden med i flokkene. Den ligner troldand, men ryggen er lys grå. Den fremtræder derved sort i begge ender og lys i midten. I klart lys skinner der tillige et hvidt parti omkring næbbroden på hunnerne. I flokkene ser vi også hvinand. Hannerne har mørkt hoved, hvid krop med en sort "redekam" hen langs ryggen og en hvid plet bag næbbet. Navnet har den fået fordi vingeslaget "hviner" i flugten. Med i familien er taffeland. Den ser vi kun enkeltvis, hovedet er rødbrunt og kroppen smukt lysegrå med en ganske fin tværstribning. En enkelt svømmeand ser vi her i efterår og vinter i store flokke. Det er pibeand. I modsætning til de rap-rap-lyde vi kender fra de fleste ænder, hører vi her fløjtende lyde fra de flyvende flokke. Hovedet er smukt rødbrunt, og i virkeligheden har den mange smukke farver, men vi kommer sjældent så tæt på den, før den flyver op. |
Så ser man til gengæld en tydelig hvid trekant, fortil på vingen. Også hos pibeand kan man opleve at se hvide blink, når store flokke på lang afstand vender samtidigt, så solen fanger de hvide maver.
På vores forårstur bemærkede vi skalleslugere ude på havet. Nu er den store skallesluger trukket ind på søerne, og der er mange af dem. Her om vinteren er lillebror, lille skallesluger med på søerne, men der er kun få af dem. Hannen er let at kende, med sit kridhvide hoved og en kraftig sort stribe bag øjet. Her om vinteren ser vi også et par lappedykker arter, det er sorthalset lappedykker og en sjælden gang lille lappedykker. De er svære at kende i vinterdragt, og det bedste kendetegn er næsten, at de er små, og at de dykker hver gang man kommer i nærheden af dem.
|
Svanerne skal vi have med. Knopsvanen med den elegant S-formet svajede hals, det røde næb og sort næbknop, har vi hele året. Når den kommer flyvende, hører man suset fra vingerne, og om sommeren ser vi de grå unger, H.C.Andersens grimme ælling. Men her om vinteren ser og hører vi også sangsvanen. Den kommer flyvende, ofte i flok med en karakteristisk trompeterende stemme i skiftende tonehøjde, hvilket, når der er mange stemmer sammen, giver en overordentlig karakteristisk lyd. Vingesuset hører man derimod ikke. På vandet er den lidt mindre end knopsvanen, med halsen mere lige, så hoved og hals mere danner formen af en "spadserestok". Der er ingen knop, og næbbet er gult. Svaner, ænder og lappedykkere ser vi mest og flest på søerne, og om vinteren er det mest trygt at færdes på det stille vand herinde. |
På smukke stille vinterdage er det imidlertid dejligt at gå langs stranden. Her på stranden møder vi den sidste fugl, vi skal høre om her. Det er snespurven.
Den ligner lidt gråspurven, men den er meget lysere, den færdes i flokke, og der er en vis farvevariation fra fugl til fugl, som gør at flokken ser broget ud. Når den flyver op, ser man store hvide partier på vingen, således at kun selve vingespidsen er sort. Det er en vintergæst hos os, mens den på Grønland og i lapmarken er forårsbebuder. Vi kan glæde os over den hele vinteren, og når den er væk, er foråret på vej. Vore egne forårsbebudere kommer også, og hele årets cyklus gentager sig. |
|